andreahejlskov

Just another WordPress.com site

Tekst til musik

http://www.youtube.com/watch?v=vjncyiuwwXQ&translated=1

Down by the river by the boats
Where everybody goes to be alone
Where you wont see any rising sun
Down to the river we will run

“We will run” hviskede jeg til mig selv, igen og igen, mens jeg tungt fulgte den smalle sti langs floden. Hængepil og store sten, brændenælder og tomme øldåser, forbi præstegården, ud mod engen, der hvor de brænder hekse, videre, videre ind mod skoven, over bakken.  Dér gik jeg tit. Jeg kender dén flod.

Den løber ned gennem Sjælland, som en blodåre slynger den sig frem og tilbage. Engang transporterede de vigtige ting i håndbyggede træskibe ad den flod, men ikke længere.

When by the water we drink to the dregs
Look at the stones on the river bed
I can tell from your eyes
You’ve never been by the riverside
Jeg boede der ikke så længe, det var kun til jeg fik styr på mit shit. Et lille hvidt hus, en lille have. Jeg skrev min første bog i dét hus. Jeg gik langs floden, langs floden når jeg ikke kunne være nogle steder.Der ligger stadig to smuglerkroer og et bordel i dén by, den var vigtig engang, man transporterede vigtige ting, op og ned af dén flod. Men ikke længere. Et lille leje hvor kanoerne kunne lægge til, der sad de tit, de unge og de klamme. Så kom de kørende fra Tyskland og slog bagsmækken op. Så købte alle alting sort.

Børnene løb i flokke og Anja skulle snart tvangsfjernes. Amalie boede i det rige hus, hendes mor lavede tit mad sammen med hende. Så havde de kvalitetstid.Jeg sad længe og kiggede på småstene i floden, jeg gik med bare tæer ud i det kolde vand, jeg synes jeg så noget dernede, måske noget der glimtede.

Down by the water the riverbed
Somebody calls you somebody says
swim with the current and float away
Down by the river everyday

Om natten, når der ikke var nogen, gik vi ned til det lille anløbssted. Så stod han der og var stor. Han åbnede munden og slugte månen, han sagde “her, nu skal jeg vise dig hvordan man gør”. Så spredte vi vores arme ud og var magiske.

Og vi drak. I guder hvor vi drak, ham og mig. Så sad vi ved flodbreden, på de store sten, jeg lagde hængepilens grene om min hals, som et blødt tørklæde, han kiggede mig altid lige ind i øjnene, indtil han holdt op.Han kunne ikke lide byen. Han sagde der var onde ånder i dén by.

Oh my God I see how everything is torn in the river deep
And I don’t know why I go the way
Down by the riverside

Og på den anden side, ovre ved slottet, havde de bygget en fin pavillion ud over floden.
Nogengange gik jeg derover og så stod jeg dér, i pavilionen,men jeg boede i byen, byen med de to smuglerkroer og det ene bordel, en købmand der altid gav kredit, en stor vej der løb ret forbi. Der boede også nogle kunstnertyper med et kunstnertag, ved siden af pavilionen, så sad de deroppe om aftenen og grillede og så ned på pøblen, altså os, ovre på den anden side af floden.

Nogengange kom naboen forbi med coctail til mig, i coctailglas, så konverserede vi hyggeligt, et par minutter, så skulle jeg passe hendes barn.Nogengange kom chefen for hårdehvidevarebutikken forbi, så skulle han chekke hvordan det gik med min tørretumbler, engang havde han en gratis telefon med til mig, fordi jeg var så sød, mon jeg gav en kop kaffe?Engang kørte jeg hele vejen hjem fra København, i nødsporet på motorvejen, fordi jeg var så fuld og manden med månen var efter mig.
Engang bad slotsejeren som var min udlejer  mig om at klippe hækken igen, denne gang HELT lige. Sådan er det.

Nede ved floden var der mudret men hvis man gik lidt, til den ene side, kom man til en gravhøj skjult i skoven. Nogen gange fulgte jeg floden hen til gravhøjen, så satte jeg mig på toppen af den, med ryggen op mod stenen, så lyttede jeg og skyggerne dansede og månen lignede et øje og jeg sad der hele natten og da jeg gik hjem, i morgenrøden, var mit mellemnavn Ofelia. Sådan var det. Dengang jeg boede ved flodbredden.

When that old river runs pass your eyes
To wash off the dirt on the riverside
Go to the water so very near
The river will be your eyes and ears

Jeg boede der ikke så længe, der tog ikke så lang tid, så havde jeg styr på mit shit, spurgte slotsejeren om han havde et større hus, et imposant et, det havde han og mig og manden med månen flyttede sammen.
Et stort gult hus i skovbrynet.
Dødemansmosen lå ikke så langt derfra. Jeg faldt i den og kulden fik mig til at skrige og mudderet slugte mine ben.

I walk to the borders on my own
To fall in the water just like a stone
Chilled to the marrow in them bones
Why do I go here all alone

De siger at ingen mennesker i Danmark bor mere end et kvarters tid fra vandet.
Fjorden og floden, havet og søerne.
Det er dét danskerne er. Det siger de.

Oh my God
I see how everything is torn in the river deep
And I don’t know why I go the way
Down by the riverside

“We will run” hviskede jeg til mig selv og gik derned, igen og igen, fulgte den lille sti til høre, forbi kanoerne, øldåserne, hængepilen, brændenælderne, præstegården, engen, bakkerne. Det hele snoede sig dengang, rundt og rundt som et gult efterårsblad fanget i en hvirvelstrøm.Der vokser meget mynte ved dén flod. Jeg kender den udemærket.

Jeg kender den godt.

No comments yet»

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: